Eventpuljen

Har du en idé, der kan bringe liv, fællesskab og oplevelser til Ørestad Syd inkl. Arenakvarteret?

Så kan du søge Eventpuljen, som støtter lokale aktiviteter og events i området.

Puljen gør det muligt at skabe alt fra koncerter, markeder og gadeteater til lege- og sportsaktiviteter, fællesspisning eller helt nye initiativer, der samler folk og giver liv til bydelen.

Din idé kan få støtte, hvis den:

  • bidrager til mere byliv i Ørestad Syd inkl. Arenakvarteret
  • skaber spændende oplevelser og aktiviteter
  • tiltrækker og engagerer beboere og besøgende

Hvor kommer midlerne fra?
By & Havn har taget initiativ til og indrettet det midlertidige byrum “Den Gule Plads” på Asger Jorns Allé i Ørestad Syd som en ramme for udendørs aktiviteter indtil beboer- og kulturhuset Byens Hus forventeligt står færdigt i 2027. Pladsen kan f.eks. bruges til fællesmiddage, koncerter, børnearrangementer, foreningsaktiviteter.

By & Havn har ligeledes taget initiativ til, at den månedlige lejeindtægt fra de fire streetfoodvogne ved Den Gule Plads samles i en pulje “Eventpuljen”. Midlerne skal bruges til bylivsaktiviteter på Den gule Plads og i Ørestad Syd.

Det er Borgerforeningen, der administrerer Eventpuljen, behandler ansøgningerne og fordeler midlerne. Foreningen kan, ud over at uddele midler, også bruge midler fra puljen til at afholde events i bydelen.

Værd at vide:

Hvem kan søge Eventpuljen?

Eventpuljen er åben for alle, der vil bidrage til mere byliv i Ørestad Syd – inklusiv Arenakvarteret.

Du kan søge, hvis du er:

  • Streetfoodejer i bydelen
  • Erhvervsdrivende i bydelen
  • Forening i bydelen
  • Borger i bydelen

Det vigtigste er ikke, hvem du er – men at din idé kan skabe liv og flere oplevelser i Ørestad Syd.

Hvordan kvalificerer et event sig til støtte?

For at få støtte fra Eventpuljen skal dit initiativ:

  • bidrage til mere byliv og være et event eller en aktivitet, som tiltrækker og engagerer beboere og besøgende
  • være offentligt tilgængeligt og gratis
  • foregå i Ørestad Syd (inkl. Arenakvarteret)

Ud over de ovenstående grundlæggende krav lægger vi vægt på, at:

  • Flere står bag eventet – det giver bedre forankring og større chance for, at idéen kan gennemføres og få bred opbakning.
  • Eventet har potentiale til at blive en tilbagevendende begivenhed – tænk gerne over, hvordan arrangementet kan gentages eller udvikles, så det på sigt kan blive en fast tradition i Ørestad Syd.
  • Den fysiske placering spiller en rolle – 75 % af alle støttede events afholdes på Den Gule Plads på Asger Jorns Allé. Derfor er der større sandsynlighed for at få støtte, hvis dit arrangement foregår her.

Jo mere jeres idé bidrager til et varigt og levende byliv, desto stærkere står den i forhold til at få støtte.

Hvad kan jeg søge støtte til?

Du kan søge om midler til at dække planlægning og afholdelse af dit event – fx materialer, leje af udstyr eller andre nødvendige udgifter.

Derudover kan du søge om honorarer til optrædende.

Der gives ikke støtte til løn eller honorarer til arrangører.

Hvordan søger jeg?

For at søge støtte skal du udfylde et ansøgningsskema og vedlægge et budget.

Hvis dit event indeholder fysiske installationer – fx en scene, boder eller lignende – skal du også medsende en skitse over placering og størrelse.

👉 Download ansøgningsskema her: http://xn--restadsydborgerforening-kmc.dk/wp-content/uploads/2025/09/Ansoegningsskema-Eventpuljen.docx
👉 Send din ansøgning og bilag til: bestyrelseosb@gmail.com

Du modtager en kvittering for din ansøgning inden for fem hverdage.

Hvornår er ansøgningsfristen?

Der er ingen fast ansøgningsfrist – Ørestad Syd Borgerforening modtager og behandler ansøgninger løbende.

Vi anbefaler, at du ansøger i god tid (gerne tre måneder før dit event). Vi støtter ikke events, der har været afholdt.

Hvordan vurderer bestyrelsen min ansøgning?

Når Ørestad Syd Borgerforenings bestyrelse behandler en ansøgning, sker det ud fra en samlet vurdering af både minimumskrav og eventuelle ekstra kvaliteter ved dit event.

Minimumskrav

For at kunne komme i betragtning skal din ansøgning leve op til følgende:

  1. Ansøgeren skal være enten streetfoodejer, erhvervsdrivende, forening eller borger i bydelen.
  2. Eventet skal bidrage til mere byliv i Ørestad Syd.
  3. Eventet skal være gratis og offentligt tilgængeligt.


Ekstra forhold, der fremmer bevilling til eventet/ansøgningen

Udover minimumskravene ser bestyrelsen positivt på ansøgninger, hvor:

  1. Eventet afholdes på Den Gule Plads på Asger Jorns Allé – da 75 % af de støttede events fra Eventpuljen skal afholdes på Den Gule Plads på Asger Jorns Allé (de resterende kan finde sted andre steder i Ørestad Syd).
  2. Flere står bag eventet, så der er bred opbakning og større gennemførselssikkerhed
  3. Eventet har potentiale til at blive en tilbagevendende begivenhed i Ørestad Syd
Hvornår får jeg svar på min ansøgning?

Du kan forvente op til fire ugers behandlingstid.
Svaret sendes til den mailadresse, ansøgningen er indsendt fra.
Hvis du får afslag, vil du modtage en kort begrundelse.

Hvilken form for støtte kan jeg få?

Bestyrelsen kan give støtten som et fast beløb eller en underskudsgarant op til et maksimalt beløb.

Bevillingen gives under forudsætning af, at eventet gennemføres som beskrevet i ansøgningen. Hvis der sker væsentlige ændringer i projektet, skal disse godkendes af bestyrelsen inden afholdelsen.

Bemærk, at bestyrelsen kan vælge at bevilge et mindre beløb end det ansøgte. I så fald kan der blive stillet krav om, at arrangementet nedskaleres, eller at der findes andre midler til at gennemføre eventet.

Hvordan booker jeg Den Gule Plads?

Hvis dit event skal afholdes på Den Gule Plads, skal pladsen bookes hos By & Havn Den Gule Plads – Ørestad

Hvad med myndighedstilladelser og forsikring?

Når pladsen er booket, skal du søge om tilladelse hos grundejer (By&Havn) til at bruge pladsen.

Send en mail til
info@byoghavn.dk

Du modtager herefter en aftale, du skal bekræfte, og derefter modtager du tilladelse, som du skal bruge, når du søger om myndighedstilladelser (fx hos politiet).

Uanset hvor eventet afholdes, er det altid arrangørens eget ansvar at:

  • indhente de nødvendige myndighedstilladelser,
  • sikre, at de påkrævede forsikringer er på plads, og
  • kunne forevise dokumentation herfor til Borgerforeningen på forlangende.

Borgerforeningen bærer intet ansvar for manglende tilladelser eller forsikringer.

Hvordan skal jeg markedsføre eventet?

Eventet skal annonceres i Facebook-gruppen Ørestad Syd Borgerforening senest to uger før afholdelsen.

Du opfordres til løbende at dele informationer og sørge for en passende markedsføring, så flest mulige får glæde af eventet.

At Borgerforeningen støtter eventet skal altid fremgå i markedsføringen, og foreningens logo skal anvendes.